| Opdateret den 4. august 2011 | |
Hvad er Gården?
Gården blev startet i 1991, og er en børneinstitution efter lov om social service § 11, også kaldet en puljeordning.
I henhold til samarbejdsaftalen mellem Vinderup kommune (pr.1/1-07 Holstebro kommune) og Gården,
ydes et årligt tilskud pr. barn.
Gården er for børn i alderen 3 år til og med 4. klasse.
Bestyrelsen har det overordnede pædagogiske og økonomiske ansvar.
Den daglige drift og det pædagogiske ansvar ligger hos lederen.
Bestyrelsen vælges af og blandt forældrekredsen på den årlige generalforsamling.
Der er udarbejdet vedtægter for Gården. (Kopi af denne kan fås ved personalet).
Bestyrelsen og personalet har med denne folder til hensigt at orientere om Gårdens målsætning samt orientere om de mere praktiske ting.
Desuden gennemgås baggrunden for Gårdens oprettelse og dens historie.
De pædagogiske delmål og årlig handlingsplan kan fås ved henvendelse
til personalet.
Historie
Tanken om en børneinstitution i Ryde/Handbjerg området blev nævnt første gang i 1990/91. Menighedsrådet i Ryde havde en mindre forpagtergård, som ikke længere var rentabel.
En lille gruppe forældre fra Ryde samt et par medlemmer af menighedsrådet fik kommunen med på ideen om at indrette forpagtergården til børneinstitution. I august 1991 blev døren lukket op for de første børn på Gården. Forinden var gået en meget travl sommer, hvor håndværkere, forældre og andre interesserede arbejdede på at indrette stuehuset.
Imidlertid opstod der meget hurtig en lang venteliste og pladsen i det gamle stuehus var trang til 20 børn. Derfor opstod tanken om at udnytte Gårdens staldbygning til institution.
I slutningen af september 1994 åbnede Gården i “nye“ store lokaler
med plads til indtil 50 børn.
I efteråret 2000 udnyttede vi laden, da børnetallet steg.
Ved sidstnævnte udvidelse oprettedes en skovklub i Stendis skov. Denne bruger vi efter behov. Vi har i sommeren 2007 udvidet vores skovklub med en 84 kvm stor skovhytte. I sommeren 2009 fik vi endnu en tilbygning på Gården, da børnetallet var støt stigende, så nu kan Gården rumme 90 børn. (Den nye tilbygning er primært tiltænkt de største skolebørn).
Bestyrelsen informerer
Vi sidder fem forældrerepræsentanter i bestyrelsen. Det er vores opgave sammen med den daglige leder at afstikke retningslinjer for Gården.
Da det er en puljeinstitution, har vi forældre arbejdsgiverbeføjelser.
Dvs. der er intet kommunalt system, der skal spørges. Dermed kan der hurtigere og mere smidigt laves nye tiltag, hvis bestyrelsen og daglig leder ønsker det.
Der afholdes ca. ti møder om året, hvor vi debatterer økonomi, pædagogiske tiltag, institutionens værdigrundlag, ændring af legeplads og meget andet.
Vi fem bestyrelsesmedlemmer repræsenterer alle jer forældre, og derfor er det vigtigt, at vi får ris og ros, ideer og indspark til, hvad der rører sig i forældregruppen. ”Intet er for lille og intet er for stort”
Henvendelsen kan selvfølgeligt ske mundtligt til en af os fra bestyrelsen, eller en fra ledelsen, men der er også en ris/ros-kasse på Gården, der kan benyttes, hvis man ønsker at gøre det skriftligt.
Men husk også at gøre jeres indflydelse gældende hvert år i februar til generalforsamlingen.
Kom og stil selv op eller stem på netop de folk, der efter jeres mening bør sidde i bestyrelsen.
Vi skal alle i fællesskab forældre og personale arbejde på en fortsat udvikling af Gården som et godt pasningstilbud til vores børn.
Gårdens værdigrundlag
Det er Gårdens hensigt at skabe trygge, inspirerende og udfordrende rammer, så børnenes handle og sociale kompetencer styrkes.
Derved er vi med til at sikre deres udvikling.
De rammer Gården bla. tilbyder er:
Dyrehold: Igennem den daglige pasning lærer børnene noget om de enkelte dyr og deres livscyklus, samt vise hensyn og omsorg for dem. Vi har både kæledyr og nyttedyr. Nyttedyrene slagter vi og spiser.
Stort udeareal med varierende terræn: Legepladsen, som er et åbent areal uden hegn, giver mulighed for mange forskellige udeaktiviteter. Der kan nævnes bålplads, boldbaner, dyrehold, udeværksted, kælkebakke og frugthave.
Vi vil sammen med børnene opholde os ude en stor del af tiden. Aktiviteterne planlægges efter årstidernes skift.
Skov: Vi har egen base i Stendis skov, hvor vi bla. har en skovhytte "knasten", skurvogn, huler, bålplads mm. Børnene får tid og rum til at udforske naturen og lære årstidernes skift at kende. De lærer at have respekt for naturen og dens dyr.
Store muligheder i lokalmiljøet herunder naboer, skolen, svømmehal mm: Vi har et godt samarbejde med skolen og bruger hinandens faciliteter. Der samarbejdes ligeledes omkring børnenes trivsel, forskellige arrangementer og vi deltager i forskellige begivenheder rundt om i lokalmiljøet. Svømmehallen bruges mere eller mindre hver uge i vinter-halvåret.
Egen bus: Det giver en god mulighed for at tage på ture i små grupper såvel planlagte som spontane.
Gode muligheder for kulturelle udtryksformer: Der er "fri" adgang til forskellige materialer og der er små miljøer til at eksperimentere med forskellige udtryksformer.
Børn skal have lejlighed til at deltage i kulturelle traditioner og lokal kunstneriske tilbud, herunder teater, musik, dans og udstillinger.
Alsidig personalegruppe: Personalet er sammensat på en sådan måde, at der både er mænd og kvinder i forskellige aldre og med forskellige baggrunde. Dette er med til at give et personale, der tilbyder tryghed, inspiration og udfordring og som kan varetage det enkelte barns behov.
Normering
Gården har plads til 90 børn. Pladserne er pt. fordelt som følger : Børnehavebørn til og med 2 kl. har fuldtidsmodul. 3 og 4 kl. er garanteret deltidsmodul.
Barnet kan tidligst optages den måned, det fylder 3 år.
Åbningstid
Mandag - torsdag kl. 6.00 - kl. 17.00.
Fredag kl. 6.00 - kl. 16.00.
I skoleferier må børn på deltidsmodul komme på institutionen fra 7.45 til lukketid.
Vi ser gerne at børnehavebørnene er afleveret senest kl. 9.30 af hensyn til de pædagogiske aktiviteter.
Personale
1 leder, 1 souschef, 4 pædagoger, 4 pædagogmedhjælpere, 1 støttepædagog, 1 rengøringsmand samt en pedel.
Indskrivning
Via mail, personlig eller telefonisk henvendelse til Gården udleveres et ansøgningsskema. Skemaet skal returneres til Gården i udfyldt stand. Man vil dernæst modtage bekræftelse på, at barnet er optaget på venteliste.
Venteliste
Denne administreres af lederen. Barnet optages på ventelisten efter fødselsdato. Barnet kan dog tidligst starte den måned, hvor det bliver 3 år.
Optagelse
Man vil blive kontaktet, når barnet står for tur på ventelisten (ca. 1½ måned før start), hvor man ligeledes vil blive indbudt til et besøg på Gården.
Ferielukning
Dagen efter Kr. Himmelfartsdag.
Grundlovsdag kl. 12.00.
2 uger i juli måned (uge 29-30) samt 1 uge i forbindelse med jul/nytår.
Koloni
Gårdens børnehavebørn tager normalt på koloni en gang om året af 3 dages varighed. Det forventes, at børnene deltager. (Dog har vi undladt at tage de 3 årige børn med af pædagogiske hensyn)
Skolebørnene tager på koloni hvert andet år. (lige årstal)
Forældreorlov
I forbindelse med forældreorlov, er det muligt at søge pasningsorlov til barnet. Ved orlovens afslutning er barnet sikret plads på Gården. Ansøgning om orlov skal være Gården i hænde 1 mdr. før aktuel dato. (kontakt ledelsen).
Udmeldelse
Skal ske skriftlig til Gården inden den 1. i måneden med mindst en måneds varsel.
Søskende-rabat
Gældende som for lignende institutioner i Holstebro Kommune. (kontakt Holstebro kommune-pladsanvisningen.)
Friplads
Skal søges gennem Holstebro Kommune. (kontakt Holstebro kommune-pladsanvisningen)
Dagligdagen...
Morgenmad
Vi tilbyder morgenmad til børnene frem til kl. 8.00. (Cornflakes, havregryn, lune boller).
Madpakker
Børnehavebørnene skal have madpakke med. Vi giver dem letmælk, skummetmælk eller vand dertil.
Frugt/Børnehavebørn
Børnene skiftes til at have frugt med til alle.
Der skal være et helt stykke frugt og et stk. brød til hvert barn. Barnet, som har frugt med, må vælge en kammerat og sammen med en voksen arrangerer de frugten.
Frugt/Skolebørn
Skolebørnene kan købe frugt og brød på Gården. Prisen er 200,- kr. pr halvår. (1/8 – 31/1 og 1/2 – 31/7) Der skal betales i henholdsvis august og februar måned. Prisen inkludere også omkostningerne ved fælles fødselsdage og maddage.
"Vores"Skov
Vi er så heldige at vi har en skov til rådighed, (Stendis skov – skoven ligger ca. 2-3 km fra Gården) den bruger vi i forskellige sammenhænge.
Der har vi bla. en skovhytte, skurvogn, huler, vandhuller og bålplads.
Forældrekaffe
Vi inviterer til forældrekaffe 1 gang om mdr. Det vil være i tidsrummet 14.00 til 16.30, hvor der er mulighed for at snakke med de andre forældre eller personalet. Ud over dette, har vi altid en kop kaffe på kanden, hvis i skulle have lyst og tid.
Fødselsdage/Børnehavebørn
Vi holder fødselsdag for barnet i forbindelse med vores madpakker/frokost. Barnet kan have "dessert" med til de øvrige børn.Fødselsdagen bliver holdt med barnet i centrum med flaghejsning, sang o.s.v.
Gården modtager gerne invitation til fødselsdage hos barnet. (kontakt personalet herom).
Seddel vedr. fødselsdage udleveres i forbindelse med start i børnehavegruppen
Fødselsdage/Skolebørn
Vi holder fælles fødselsdag hver anden måned for de børn, som har haft fødselsdag i perioden op til.
Fødselsdagsbørnene er forinden med til at bestemme, hvordan eftermiddagen skal forløbe, og hvad der skal serveres mm.
Aktivitetsplan
Vi udsender aktivitetskalender hver mdr., hvor det vil fremgå, hvilke tilbud der vil være i den kommende måned. Ud over dette vil der også være spontane aktiviteter. Der vil for en del af de planlagte aktiviteter være pædagogiske overvejelser herfor.
Påklædning
Da vi på Gården er meget udendørs er det vigtigt, at jeres barn her noget praktisk tøj på hver dag – noget som må blive snavset.
Et sæt ekstra tøj (undertøj, sokker, bukser, bluse) skal altid ligge i børnenes kasse i garderoben.
Regntøj og gummistøvler med navn i skal medbringes hver dag.
(Dette gælder både børnehavebørn og skolebørn)
Garderoben tømmes hver fredag af hensyn til rengøringen
Legetøj
Barnet må gerne medbringe noget af sit legetøj hjemmefra, men dette er et forældreansvar.
Kørsel med børn
Når vi skal ud af huset med børnene, kører personalet som udgangspunkt i Gårdens bus (9 pers). Det sker også, at det foregår med personalets private biler. Kørsel forudsætter skriftlig forældreaccept. Forsikring er efter gældende regler. (Lovpligtig ansvarsforsikring)
Afhentning
Hvis børnene hentes af andre end forældrene, skal vi være underrettet herom, da vi ellers ikke kan udlevere barnet.
Fravær
Ved fridag, sygdom og anden fravær skal det altid meddeles Gården.
Som udgangspunkt vil vi gerne vide det inden kl. 8.00 af hensyn til planlægningen af dagen.
Dyrevagt
Det er forældrene, som passer Gårdens dyr i weekender og ferier. Personalet laver en turnusplan hvert halvår. Ca. 1 gang årligt skal hver familie fodre.
Arbejdslørdage
Der afholdes arbejdslørdag 2 gange årligt.
Arbejdslørdagen er for at lave et stykke arbejde, som gør børnenes hverdag både lettere og mere spændende. Men det er også vigtigt at børn/forældre/personale får en hyggelig dag ud af det sammen.
Mere information
Skulle der ønskes mere information vedr. Gårdens virke er I altid velkommen til at kontakte os.
Med venlig hilsen
Bestyrelse og personalet på Gården.